Privatlivspolitik

Jeg passer på dine data, og det er vigtigt for mig at håndtere oplysninger korrekt. Nedenfor kan du læse min privatlivspolitik. Har du spørgsmål er du naturligvis velkommen til at kontakte mig.

1. Anvendelse

1.1 Disse handelsbetingelser finder anvendelse ved ethvert salg af et produkt eller en serviceydelse fra Grevang ApS til en køber (Køberen), med mindre betingelserne fraveget specifikt eller generelt i form af en skriftlig aftale mellem Grevang ApS og Køberen eller i et separat tilbud eller ordrebekræftelse fra Grevang ApS.

1.2 Handelsbetingelserne er blevet udleveret til Køberen på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, og Køberen erklærer at være bekendt med og at have haft lejlighed til at gennemgå indholdet af betingelserne, og Køberen har ved modtagelse af ordrebekræftelse fra Grevang ApS accepteret samtlige bestemmelser i disse handelsbetingelser.

1.3 Grevang ApS’ til enhver tid gældende handelsbetingelserne er tilgængelig på Grevang ApS’ hjemmeside. Grevang ApS forbeholder sig ret til uden varsel at ændre i handelsbetingelserne med virkning for fremtidige aftaler mellem Grevang ApS og Køberen.

1.4 Køberen er indforstået med, at Grevang ApS efter eget valg kan lade en opgave løse ved hjælp af underleverandører.

 

2. Ordrerbekræftelse

2.1 Ordrer afgivet af Køberen skal ikke anses for at være accepteret af Grevang ApS, forinden Køberen har modtaget en skriftlig ordrebekræftelse fra Grevang ApS indeholdende de aftalte vilkår for ordren.

 

3. Pris

3.1 Enhver prisangivelse er eksklusiv moms.

 

4. Betaling

4.1 Medmindre andet er skriftligt aftalt, forfalder en aftalt købesum/acontobetaling til betaling 8 dage fra fakturadatoen.

4.2 Grevang ApS er berettiget til hver måned at foretage acontofakturering.

4.3 Betalinger fra Køberen afskrives på fordringer, eller dele af fordringer, herunder renter, efter Grevang ApS’ eget valg herunder også forfaldne fordringer og renter vedrørende andre ordrer afgivet af Køber. Grevang ApS er berettiget til at foretage modregning i ethvert krav, som Køber måtte have mod Grevang ApS, uanset om kravene er konnekse.

4.4 Betaler Køberen ikke rettidigt, er Grevang ApS berettiget til at opkræve morarenter med en rentesats svarende til 2 % pr. påbegyndt måned. Renter beregnes og tilskrives ultimo hver måned. Herudover er Grevang ApS berettiget til at opkræve rykkergebyrer samt øvrige gebyrer og omkostninger forbundet med inddrivelse af forfaldne fordringer.

4.5 Såfremt Køberen ikke rettidigt betaler en købesum eller acontofakturering er Grevang ApS berettiget til at stoppe og tilbageholde alt arbejde for Køberen indtil betaling finder sted. Køberen kan ikke gøre ansvar gældende for forsinkelse i anledning heraf.

4.6 Udebliver Køberen med betaling ud over en af Grevang ApS i rykkerskrivelse fastsat frist, er Grevang ApS efter eget valg berettiget til med 5 dages skriftlig varsel at hæve aftalen og kræve betaling for det udførte arbejde. Til dækning af den forfaldne købesum og Grevang ApS’ omkostninger forbundet med inddrivelse af den skyldige købesum, er Grevang ApS efter eget valg berettiget til at sælge leverancen til anden side (i det omfang det er muligt). Køber anerkender, at salg til anden side kan ske uden at Grevang ApS krænker Købers eller tredjemands rettigheder, og Køber anerkender, at Køber ikke kan gøre noget krav gældende mod Grevang ApS i anledning af et sådan salg, ligesom Køber anerkender at være forpligtet til at friholde Grevang ApS for ethvert krav der måtte fremkomme fra tredjemand i anledning heraf. Dækker et salg ikke samtlige Grevang ApS’ omkostninger, er Køber forpligtet til at erstatte Grevang ApS ethvert tab, direkte såvel som indirekte, som Grevang ApS har lidt.

4.7 Køberen er ikke berettiget til at bringe eventuelle krav mod Grevang ApS til modregning i købesummen eller i øvrigt at tilbageholde købesummens betaling som følge af modkrav.

 

5. Levering

5.1 Tidspunktet for levering aftales nærmere mellem parterne. Medmindre andet udtrykkeligt er skriftligt aftalt, er de af Grevang ApS i ordrebekræftelsen angivne leveringstidspunkter omtrentlige og garanteres ikke, og der kan forekomme mindre afvigelser. Der kan følgelig ikke rejses krav mod Grevang ApS i anledning af en eventuel overskridelse af de i ordrebekræftelsen angivne leveringstidspunkter.

5.2 Nægter Køber at modtage en leverance fra Grevang ApS, er Grevang ApS berettiget til at opbevare leverancen for Købers regning og risiko, og Køber er forpligtet til at skadesløsholde Grevang ApS for enhver omkostning forbundet hermed. Har Køber ikke inden 4 uger efter at have nægtet levering accepteret at modtage leverancen, er Grevang ApS berettiget til, med 3 dages forudgående skriftlig varsel til Køber, at sælge leverancen til anden side (såfremt det er muligt) til dækning af Grevang ApS’ omkostninger. Køber anerkender, at salg til anden side kan ske uden at Grevang ApS krænker Købers eller tredjemands rettigheder, og Køber anerkender, at Køber ikke kan gøre noget krav gældende mod Grevang ApS i anledning af et sådan salg, ligesom Køber er forpligtet til at friholde Grevang ApS for ethvert krav der måtte fremkomme fra tredjemand i anledning heraf. Dækker et salg ikke samtlige Grevang ApS’ omkostninger, er Køber forpligtet til at erstatte Grevang ApS ethvert tab, direkte såvel som indirekte, som Grevang ApS har lidt.

5.3 I tilfælde af force majeure, herunder krig, krigslignende tilstande, oprør, brand, regeringsindgreb, offentlige påbud, naturkatastrofer, transportuheld, beskadigelse af produktionsapparat, mangel på arbejdskraft eller andet, der ligger uden for Grevang ApS’ kontrol, hvad enten dette sker i ind- eller udland og rammer Grevang ApS, herunder leverandører eller underleverandører til Grevang ApS som Grevang ApS er afhængige af til fremstilling af det af Køberen bestilte produkt, og som midlertidigt eller endeligt hindrer levering til Køberen, er Grevang ApS uden ansvar og berettiget til efter eget valg at foretage en tilsvarende forlængelse af leveringsperioden eller til at ophæve aftalen uden yderligere misligholdelsesbeføjelser for nogen af parterne. Det samme gælder for det tilfælde, at Grevang ApS rammes af sygdom hos sine ansatte i en grad, så levering forsinkes eller umuliggøres, eller såfremt Grevang ApS’ produktionsudstyr beskadiges, uden at det dog kan karakteriseres som force majeure.

 

6. Ejendomsforhold

6.1 Ejendomsretten til de leverede produkter overgår først til kunden, når Grevang ApS har kvitteret for modtagelsen af den fulde købesum. For så vidt angår ejendomsretten til immaterielle rettigheder, se særskilt punkt nedenfor. Køberen er forpligtet til straks at informere enhver tredjemand, som ønsker at gøre en rettighed til de leverede produkter gældende, uanset rettighedernes art, om eksistensen af ejendomsforbehold og tilsvarende at underrette Grevang ApS om, at tredjemand ønsker at gøre en rettighed gældende. Indtil den fulde købesum er erlagt, er Grevang ApS berettiget til at beholde samtlige adgangskoder og andre adgangsidentiteter til den løsning Køberen har købt, og såfremt betaling ikke finder sted til den aftalte forfaldstid, er Grevang ApS berettiget til efter eget valg og efter 3 dages forudgående skriftlig varsel at lukke den købte løsning ned, indtil betaling har fundet sted.

 

7. Annullering og ændringer af ordrer

7.1 Køberens annullering og ændring af ordrer kan kun ske, såfremt dette er forudgående skriftligt aftalt i hvert enkelt tilfælde og alene mod køberens betaling af de dermed forbundne omkostninger, herunder betaling for omkostninger medgået til produktion forinden annullering.

 

8. Ansvar for mangler

8.1 Det påhviler Køberen ved modtagelsen at undersøge det leverede produkt for eventuelle fejl og mangler. Opdager Køberen en mangel ved det leverede, skal Køberen straks og uden ugrundet ophold reklamere overfor Grevang ApS. Reklamerer Køber ikke straks overfor Grevang ApS, kan Køberen ikke senere gøre mangler gældende, som kunne eller burde være konstateret ved undersøgelsen.

8.2 Ved mangelfuld levering har Grevang ApS efter eget valg ret til at foretage afhjælpning eller til, uden omkostning for Køberen, at foretage omlevering. Grevang ApS kan ikke gøres ansvarlig for Køberens eventuelle tab af nogen art hverken direkte eller indirekte, der kan henføres til en forsinkelse, som relaterer sig til en mangelfuld levering.

8.3 Grevang ApS er uden ansvar for fejl og mangler i materiale leveret af Køber til brug for Grevang ApS’ arbejde for Køberen, herunder eksempelvis stavefejl i tekster, pixelfejl i billeder osv.

8.4 Grevang ApS er ikke ansvarlig for mangler, som skyldes mangelfuld eller forkert håndtering fra Køberens side eller for ændringer foretaget uden Grevang ApS’ godkendelse, som Køberen selv har foretaget eller har fået udført af tredjemand.

8.5 Grevang ApS er under ingen omstændigheder ansvarlig for nogen form for produktionstab, tabt fortjeneste, anden følgeskade eller indirekte tab i øvrigt, uanset at dette kan henføres til det af Grevang ApS leverede.

8.6 Grevang ApS’ fremstilling af produkter og levering af serviceydelser til Køberen sker efter forudgående drøftelser med Køberen om Køberens ønsker og forventninger. Grevang ApS udarbejder på baggrund af disse drøftelser den løsning for Køberen, som Grevang ApS finder mest optimal for Køberen. Idet Køberens løsning er udarbejdet på baggrund af drøftelser med Køberen, er Grevang ApS uden ansvar, såfremt Køberen oplever omsætningsnedgang eller anden forretningsmæssig nedgang efter implementering af Grevang ApS’ løsning hos Køber.

8.7 Grevang ApS’ ansvar er i alle tilfælde begrænset til kontraktsummen for den levering, hvoraf et eventuelt ansvar udløber.

 

9. Immaterielle rettigheder

9.1 Enhver immateriel rettighed, der knytter sig til det af Grevang ApS for Køberen fremstillede produkt, overgår, med de undtagelser der fremgår af nedenstående punkter, til Køberen, når Køber har betalt den fulde købesum.

9.2 Ethvert billede eller grafisk udtryk som Grevang ApS anvender i sin opgaveløsning for Køber, og som ikke er udleveret af Køber til Grevang ApS, er omfattet af Grevang ApS’ eller tredjemands ejendomsret. Det betyder, at billedet/det grafiske udtryk alene må benyttes til det specifikke formål, hvortil Grevang ApS har anvendt billedet/det grafiske udtryk, og Køberen er uberettiget til at bruge billedet/det grafiske udtryk i andre sammenhænge, herunder at kopiere billedet/det grafiske udtryk. Benytter Køberen billeder/grafiske udtryk i strid med dette punkt, og rejser tredjemand krav mod Grevang ApS i anledning heraf, er Køberen forpligtet til at skadesløsholde Grevang ApS i enhver henseende i forbindelse hermed.

9.3 Grevang ApS er berettiget til at benytte identiske billeder og grafiske udtryk til løsning af opgaver for flere kunder, og Køber kan ikke gøre noget ansvar gældende mod Grevang ApS eller Grevang ApS’ øvrige kunder i anledning heraf. Undtaget her fra er billeder og grafiske udtryk fremstillet og leveret af Køber, samt grafiske udtryk specialfremstillet (varemærke, kendetegn, logo eller lignende) af Grevang ApS specifik til Køber.

9.4 Grevang ApS må bruge Køber som case eller reference på simongrevang.dk herunder benytte det leverede materiale uden forudgående aftale. Grevang ApS kan ikke stilles til ansvar for brud på krænket ejendomsret på det leverede materiale.

9.5 Køberen indestår for at billeder, logoer, tekst, illustrationer, varemærker, forretningskendetegn samt enhver anden oplysning eller grafisk udtryk m.m. der overgives fra Køber til Grevang ApS ikke krænker tredjemands rettigheder, samt at Køber har rettigheden til det materiale og de licenser der overgives Grevang ApS til brug for opgavens løsning. Såfremt der af tredjemand gøres indsigelse eller rejses krav mod Grevang ApS under henvisning til, at produkter/løsninger, som Grevang ApS fremstiller eller lader fremstille for Køberen efter dennes anvisninger og instruktioner, krænker tredjemands rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, er Køberen forpligtet til at skadesløsholde Grevang ApS og Grevang ApS’ underleverandører for enhver omkostning, bøde, erstatning, tab, hvad enten det er direkte eller indirekte, som Grevang ApS eller Grevang ApS’ underleverandører måtte blive påført i den forbindelse. Køberen er ligeledes forpligtet til at interveniere til støtte for Grevang ApS eller Grevang ApS’ underleverandører i enhver af tredjemand mod Grevang ApS eller Grevang ApS’ underleverandører iværksat retssag i anledning af en sådan rettighedskrænkelse.

9.6 Grevang ApS har ikke pligt til at foretage nogen form for undersøgelse af, hvorvidt materiale modtaget fra Køber krænker tredjemands rettighed.

9.7 Grevang ApS har selvsagt ikke interesse i at krænke andres (immaterielle) rettigheder, hvorfor dette, såfremt det mod forventning sker, ikke sker i ond tro. Køber kan ikke gøre noget krav gældende mod Grevang ApS, og Køber er forpligtet til at skadesløsholde Grevang ApS i enhver henseende, såfremt der af tredjemand gøres indsigelse eller rejses krav mod Grevang ApS eller Køber under henvisning til, at produkter/løsninger, som Grevang ApS har fremstillet for Køberen, krænker tredjemands rettigheder, herunder immaterielle rettigheder.

 

10. Videresalg

10.1 Køber kan ikke uden Grevang ApS’ udtrykkelige skriftlige samtykke videresælge det produkt eller den løsning, som Køberen har købt af Grevang ApS. Dette gælder dog ikke i det omfang, at produktet/løsningen overdrages til tredjemand som led i Køberens samlede salg af sin virksomhed.

 

11. Misligeholdelse

11.1 Såfremt Køber misligholder aftalen med Grevang ApS, og såfremt den pågældende misligholdelse ikke er omtalt i andre punkter i disse handelsbetingelser, er Grevang ApS berettiget til med 5 dages skriftlig varsel at ophæve aftalen og standse alt arbejde og alle leveringer til Køber. Køber er forpligtet til at skadesløsholde Grevang ApS for enhver omkostning, direkte såvel som indirekte, som Købers misligholdelse har påført Grevang ApS.

 

12. Lovvalg og værneting

12.1 Enhver tvist mellem Grevang ApS og Køberen, der udspringer af en mellem disse parter indgået aftale, skal indbringes for retten på Grevang ApS’ værneting.

12.2 Tvister skal afgøres efter dansk ret, bortset fra de efter dansk ret gældende regler om lovvalg.

 

13. Ugyldige bestemmelser

13.1 Såfremt enkelte af ovenstående bestemmelser erklæres ugyldige, berøres de øvrige bestemmelsers gyldighed ikke heraf. De ugyldige bestemmelser erstattes af den gyldige bestemmelse, der kommer nærmest hensigten i den ugyldige bestemmelse.