Google Ads

Google Ads specialist: Derfor bør du hyre en ekspert

Simon Grevang Simon GrevangRådgiver i digital markedsføring, Google Partner Udgivet14. jun 2025 Sidst opdateret3. sep 2026 24 min læsning
Kort fortalt

En Google Ads specialist arbejder med søgeordsstruktur, budstrategi, annoncetekster, landingssider og måling som ét system i stedet for som fem opgaver. Værdien ligger sjældent i at gøre noget avanceret. Den ligger i at fjerne det spild der løber ubemærket i en konto ingen kigger på.

01

Hvad laver en Google Ads specialist?

Mange ser Google Ads som endnu en post på marketingbudgettet. Håndteret rigtigt bliver det en investering der tjener sig selv hjem.

Hører man ordet Google Ads specialist, tænker mange: “nå, en der trykker på start og holder øje med klik.” Det svarer til at tro at en kok tænder for komfuret og håber maden bliver god.

Der er forskel på at oprette en annonce og på at få den til at virke.

Som specialist arbejder jeg med alt det der sker før, under og efter kampagnen går i luften. Jeg skal forstå hvordan mennesker søger, hvad der får dem til at klikke, og hvad der skal til før de køber eller tager kontakt.

Det kræver erfaring og evnen til at aflæse data og tilpasse strategien mens annoncen kører.

At bruge penge på Google Ads er let. At bruge dem klogt er det svære.

Derfor går arbejdet ud på mere end at få dig til tops i søgeresultaterne. Det går ud på at få noget ud af pladsen når du har den. Først der kan du mærke at annonceringen er en investering.

Har du prøvet Google Ads uden at få de resultater du håbede på, er du ikke alene. Det er der jeg plejer at komme ind i billedet, oftest for at gøre opsætningen enklere frem for smartere.

Hvad adskiller en god Google Ads specialist fra resten?

De fleste kan sætte en kampagne op. Forskellen ligger i at kombinere teknisk kunnen med forretningsforståelse og træffe beslutningerne ud fra data frem for fornemmelser.

Alt hvad jeg gør bygger på tal. Hvad klikker folk på? Hvor falder de fra? Hvad konverterer? Målet er den rigtige trafik frem for mest mulig trafik, og derfor kører jeg løbende A/B-test. Det er den eneste måde at finde ud af hvad der virker bedst.

Målgruppeforståelsen vejer lige så tungt. Demografi og søgeord er kun det yderste lag. Adfærd, intention og timing afgør resultatet, og her tæller erfaringen. Jo flere konti man har haft fingrene i, jo hurtigere kan man se hvor skoen trykker.

Vigtigst er forståelsen af kundens forretning. Jeg ser ofte kampagner der ser pæne ud i Ads-panelet uden at give noget, fordi de er bygget uden viden om hvordan virksomheden tjener sine penge.

Når jeg arbejder med en konto, kigger jeg derfor på mere end klikrate og klikpris. Jeg spørger også:

  • Hvem vil vi ramme?
  • Hvilket købsmotiv skal vi tale ind i?
  • Hvor giver det bedst mening at lægge budgettet?

Den forskel kan du ikke se i annoncen, men du kan mærke den på bundlinjen.

Hvorfor er Google Ads en investering?

Alt for mange behandler Google Ads som et digitalt skrabelod. Man lægger nogle penge, håber på trafik, og lukker kontoen igen hvis der ikke sker noget hurtigt. Værktøjet kræver mere end at blive tændt og slukket.

Arbejder du sammen med en specialist, går målet videre end klik. Hvert klik skal give noget igen. Jeg bruger ikke dit budget på tilfældige eksperimenter, men bygger strategien på data og forretningsforståelse. Målet er en positiv ROAS, altså at hver krone kommer igen flere gange i omsætning.

Det kræver tålmodighed og struktur. Vi starter med din forretning. Hvilke ydelser giver størst dækningsbidrag? Hvem er dine bedste kunder, og hvad får dem til at købe? Med det på plads kan kontoen bygges så den rammer de rigtige mennesker med det rigtige budskab.

Næste skridt er målingen. Alt bliver målt. Antal klik, antal konverteringer, prisen på en kunde og kundens værdi over tid. Jeg sikrer at sporingen er sat rigtigt op, og at vi måler på det der betyder noget frem for på overfladiske klikrater.

Derefter kommer den løbende optimering. En Ads-konto skal passes og tilpasses markedet, sæsonen, konkurrenterne og dine egne kampagner. Målet er flest mulige kunder til lavest mulig pris, ikke flest mulige klik.

Bygger vi noget der virker, kan du mærke det på bundlinjen, i ordrebogen og i roen ved at vide at systemet arbejder for dig.

Kort opsummeret
  • En specialist gør mere end at opsætte kampagner. Arbejdet er strategi, data og forretningsforståelse.
  • Beslutningerne bygger på indsigt, ikke på fornemmelser.
  • Data og målgruppeindsigt afgør resultatet. A/B-test og præcis målretning skiller de professionelle ud.
  • Forretningsforståelsen er afgørende. Det er ikke klikkene der tæller, men hvad der konverterer.
  • Strategien kommer før annoncen. En god konto starter med mål og plan.
  • Sporing og optimering gør forskellen, så budgettet arbejder for virksomheden.
Ved du hvad en kunde koster dig i Google Ads?
Tag en uforpligtende snak om, hvor du står, og hvad næste skridt er.
Skriv til mig
02

Hvordan arbejder en Google Ads specialist i praksis?

Arbejdet består ikke i at sætte nogle annoncer op og krydse fingre. Det er en løbende proces hvor detaljerne afgør resultatet, og hvor alt bliver målt og justeret.

Min hverdag går ikke kun med klik og søgeord, men med at forstå hvordan en virksomhed tjener penge, og hvordan Google Ads kan hente netop de kunder der giver noget. Find det der virker, gør mere af det, og skær resten væk.

Der er hele tiden noget der skal holdes øje med. Dagligt kigger jeg på søgetermer, konverteringsdata, klikpris, kvalitetsscore og adfærden på landingssiderne. Det er signaler om hvad der skal ændres. Måske budskabet, måske tidspunktet, måske landingssiden der ikke understøtter den handling vi beder om.

Det er en løkke hvor vi lærer af det der sker. Jeg kombinerer erfaring med data frem for at gætte, og når arbejdet er struktureret, er spørgsmålet ikke om det virker, men hvornår.

Sådan analyserer jeg en konto og finder de skjulte muligheder

Når jeg overtager en konto, starter jeg med at finde ud af hvad der reelt foregår, ikke hvad det ser ud til. Mange tror at klik og visninger betyder at kontoen kører. Virkeligheden er ofte en anden.

Først kommer strukturen. Er der styr på kampagner, annoncegrupper og matchtyper? Derefter går jeg i dybden med søgetermerne, altså de faktiske søgninger der har udløst annoncerne. Her ligger som regel meget spild i form af klik på søgninger der aldrig havde en chance for at konvertere.

Så kommer kvalitetsscoren. Google giver hver søgeordsannonce en karakter fra 1 til 10. Ligger vi lavt, betaler vi for meget per klik og får for lidt for budgettet. Derfor arbejder jeg målrettet med annoncernes relevans, klikraterne og oplevelsen på landingssiden.

Jeg bruger også tid på konkurrenterne. Med SEMrush og Google Search Console kan jeg se hvem der byder mod dig, og hvordan vi skiller os ud. Ofte er der søgeord konkurrenterne har overset.

Med det på plads kigger jeg efter de lavthængende frugter:

  • søgeord med høj konverteringsrate men lav volumen, hvor vi kan skrue op
  • annoncegrupper der konverterer godt men får for lidt budget
  • målgrupper der er overset i opsætningen

Derefter begynder arbejdet med at skalere. Når man har fundet det der virker, går opgaven ud på at forfine og bygge videre uden at ødelægge det der allerede fungerer.

Det er her jeg bruger mest tid: i detaljerne.

Løbende optimering der faktisk rykker

Her fejler mange konti. De bliver sat op én gang og kører derefter uden opfølgning, uden justeringer og uden at nogen tjekker om det stadig giver mening.

Når jeg optimerer, starter jeg med hvad vi ikke vil findes på. Negative søgeord er et af de mest oversete værktøjer og samtidig et af de mest effektive. Sælger du professionelle løsninger til virksomheder, skal du ikke betale for folk der søger “gratis”.

Budstrategien justerer jeg løbende. Nogle gange giver smart bidding mening, andre gange er manuel budgivning mere effektiv. Det afhænger af hvor meget data vi har, og hvor præcist vi vil styre økonomien.

Annonceteksterne får jævnligt en tur. Måske performer en bestemt formulering bedre, eller også er der sket noget i markedet vi skal reagere på. Jeg arbejder løbende med at hæve klikraten uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Det samme gælder udvidelserne: telefonnumre, links og salgsargumenter. De små elementer gør tilsammen annoncen mere relevant.

Til sidst kommer strukturen. Er kontoen bygget så vi har kontrol og overblik, eller ligger der 40 søgeord i én bunke og konkurrerer mod hinanden? Struktur er en forudsætning for at kunne optimere målrettet.

Det hele handler om balance. Du skal vide hvad du rører ved, og hvornår du lader tingene køre. Optimering er ikke aktivitet for aktivitetens skyld.

Små, bevidste justeringer gør kontoen skarpere over tid. Det er forskellen på en konto der leverer, og en der bare bruger penge.

Kort opsummeret
  • Arbejdet er strategisk, ikke kun teknisk. Indsigt, struktur og løbende forbedring bærer resultatet.
  • Kontoanalysen afslører skjulte muligheder i søgetermer, kvalitetsscore og konkurrentdata.
  • Søgetermer og kvalitetsscore fortæller hvad der virker, og hvad der spilder budget.
  • Konkurrentindsigt giver forspring og viser hullerne i markedet.
  • Negative søgeord sparer penge ved at fjerne de irrelevante søgninger.
  • Budstrategien skal tilpasses løbende mellem kontrol og automatik.
  • Struktur er en forudsætning for at kunne optimere målrettet.

Få Google Ads-viden fra rigtige konti

Du får konkrete erfaringer fra de konti jeg arbejder i: hvad der sænker klikprisen, hvilke indstillinger der spiser budgettet i stilhed, og hvad Google ændrer uden at sige det højt.

Du bliver tilmeldt mit nyhedsbrev
03

Hvilke fejl ser jeg oftest, og hvad koster de?

Fejl er en del af processen. I Google Ads bliver selv små fejl bare hurtigt dyre.

Jeg møder ofte virksomheder med en sund forretning og et pænt annoncebudget, hvor pengene alligevel fosser ud, fordi nogle basale ting er sat forkert op eller helt overset.

Det skyldes sjældent dovenskab. Ansvaret er ofte sendt rundt i systemet. Måske har man selv forsøgt sig, måske har et bureau stået for det uden tæt kontakt, eller måske kører en automatisk løsning i baggrunden uden opsyn.

Problemet er at ingen stiller spørgsmålet: får vi egentlig noget ud af det her?

Fejlene spænder bredt, fra manglende konverteringssporing hvor man reelt ikke ved hvad der virker, til søgeord der rammer alt andet end målgruppen.

Ofte er der heller ikke styr på hvad man måler. Klik er ikke det samme som kunder, og måler vi det forkerte, træffer vi de forkerte beslutninger.

Det ærgerlige er at de fleste af fejlene er lette at rette. Fordi de ikke bliver opdaget, fortsætter de i måneder og nogle gange år, hvor budgettet bliver brugt uden retning.

Herunder gennemgår jeg de mest almindelige, så du kan tjekke om der er noget at justere. Det er her de hurtigste forbedringer ligger.

Hvorfor virker dine annoncer ikke som forventet?

Spørgsmålet lyder ofte sådan her: “vi får masser af klik, men der sker ikke rigtig noget.” Det er frustrerende, fordi det føles som om man gør alt det rigtige. I de fleste tilfælde er der en håndfuld klassiske faldgruber der holder resultaterne tilbage.

Landingssiden er den største. Annoncen kan være nok så skarp, men lever siden ikke op til forventningen, er pengene væk. Måske loader den langsomt, måske er den ikke mobilvenlig, måske mangler den et klart budskab eller en tydelig næste handling.

Det næste problem er for brede eller irrelevante søgeord.

Sælger du eksklusive produkter og annoncerer bredt på generiske søgeord uden købssignaler, får du klik fra folk der aldrig havde tænkt sig at købe. Brug søgetermsrapporten aktivt og ekskludér løbende det der ikke giver mening.

Derudover ser jeg ofte målretning der er alt for bred. Man vil ramme så mange som muligt og ender med at ramme forbi dem der er klar til at købe. Jo skarpere målgruppe, jo bedre resultater.

Til sidst annonceformaterne. Mange kører stadig med gamle tekstannoncer der ikke udnytter de muligheder platformen tilbyder i dag. Du kan godt være med, men du kommer ikke først.

Fire ting går igen når en konto ikke leverer:

  • landingssider der ikke matcher budskabet i annoncen
  • søgeord uden reel købsintention
  • målgrupper der er for brede eller dårligt segmenteret
  • annoncer der er forældede og ikke udnytter platformens formater

Det kræver sjældent en total omlægning at rette op. Det kræver at man ser på kontoen med friske øjne og er ærlig om hvor kæden hopper af.

Hvad koster det at overse konverteringssporing?

Mere end du tror. Uden styr på sporing og mål forsvinder hele beslutningsgrundlaget.

Du kan bruge timer på budstrategier, annoncer og søgeord, men måler du det forkerte, ved du hverken hvad der virker eller hvad der ikke gør.

Jeg ser ofte konti hvor konverteringssporingen enten mangler eller er sat forkert op. Det kan være et script på takkesiden der aldrig bliver udløst, eller måling på klik i stedet for på køb og henvendelser. Så styrer man efter tal der ikke betyder noget.

Det farlige er at alt i Google Ads, også smart bidding og de automatiske anbefalinger, bygger på dine konverteringsdata. Er de upræcise, træffer systemet beslutninger der ikke er i din interesse.

Derfor er noget af det første jeg gør at gennemgå hele sporingen. Vi skal måle det der har værdi, om det er udfyldte kontaktformularer, køb eller opkald. Det afgørende er kvaliteten af data frem for mængden.

Dernæst kigger jeg på hvilke nøgletal der giver mening for virksomheden. Ikke alle skal måle på ROAS eller pris per konvertering. For nogle er antal leads det rigtige, for andre volumen i kurven. Definér hvad succes betyder, og mål konsekvent efter det.

Uden tydelige mål og korrekt sporing bliver resten af arbejdet tilfældigt. Med dem på plads bliver alt andet langt mere effektivt.

Kort opsummeret
  • Små fejl bliver dyre, fordi budgettet løber videre uden at nogen tjekker om det virker.
  • Dårlige landingssider koster konverteringer, uanset hvor god annoncen er.
  • Brede søgeord spilder budget på klik uden købsintention.
  • For bred målretning sænker relevansen. Ram de rigtige frem for flest mulige.
  • Gamle annonceformater koster performance.
  • Uden konverteringssporing famler du i blinde.
  • Forkert opsat sporing forvrænger data, og systemet optimerer efter forkerte signaler.
  • Tydelige mål og korrekt opsætning er fundamentet for al optimering.
Ved du hvad en kunde koster dig i Google Ads?
Tag en uforpligtende snak om, hvor du står, og hvad næste skridt er.
Skriv til mig
04

Hvilke resultater kan du forvente med den rette specialist?

Google Ads bør være en vækstmotor frem for noget der står og kører i baggrunden. Grebet rigtigt an kan du mærke det i henvendelser, ordrer og omsætning.

Det kræver styr på målsætningen. Mange starter uden at vide hvad de vil have ud af det. Er det flere leads? Flere salg? Kendskab i et nyt marked?

Uanset målet er det min opgave at sætte en retning og bygge et setup hvor vi måler på det der betyder noget.

Jeg lover ikke guld og grønne skove. Jeg arbejder struktureret med det vi kan påvirke og forbedrer det vi kan måle. Med målene på plads bliver Google Ads et værktøj der leverer løbende.

Herunder viser jeg hvad det betyder i praksis: hvilke nøgletal der giver mening, og hvordan arbejdet ser ud. Pointen er at få mere ud af det budget du allerede bruger.

Hvilke nøgletal skal du måle på?

Vil du have noget ud af Google Ads, skal du vide hvad du måler og hvorfor. Det lyder banalt, og alligevel er det her mange konti bliver kørt i den forkerte retning, fordi der bliver kigget på klik og visninger frem for på hvad det fører til.

Klik fortæller om folk klikker. Det er fint, men klik i sig selv betyder ikke noget hvis de ikke fører videre. Visninger viser hvor ofte annoncen bliver vist, hvilket kan være nyttigt for branding men ikke rækker når du arbejder med performance.

Konverteringer er der hvor det bliver interessant: køb, udfyldte kontaktformularer, opkald eller hvad din forretning nu lever af. Dem vil vi have flere af, og dem skal vi måle på.

ROAS, altså afkastet på annoncekronerne, går et skridt videre og viser hvor meget omsætning du får for hver krone. Bruger du 1.000 kroner og får 5.000 kroner i omsætning, er din ROAS 5. Det viser om investeringen betaler sig, og hvor der er plads til at skalere.

Tallene hænger sammen. Du kan have høj klikrate uden konverteringer, eller mange visninger med lav ROAS. Først når vi ser dem samlet, får vi et ærligt billede.

Med mine kunder starter vi altid med at definere hvad succes betyder i deres forretning. For nogle er det leads, for andre mersalg eller margin. Alt andet skaber støj.

To eksempler på vækst hos mine kunder

Jeg kunne skrive at jeg har fordoblet klikrater eller halveret klikpriser, men det betyder kun noget hvis det ender i omsætning, leads og bundlinje.

Et eksempel. En B2B-virksomhed kontaktede mig fordi deres budget på 20.000 kroner om måneden ikke kastede noget af sig. De fik klik, men ingen henvendelser.

Da jeg overtog kontoen, var søgeordene alt for brede, og landingssiderne matchede ikke intentionen bag søgningerne.

Vi startede med sporingen og definerede præcist hvad en konvertering var, i deres tilfælde udfyldte kontaktformularer og telefonopkald. Derefter strammede jeg søgeordene, byggede målrettede annoncegrupper og justerede landingssiderne sammen med dem.

Efter tre måneder var prisen per lead halveret, og antallet af relevante henvendelser fordoblet uden at budgettet var hævet. Salgsafdelingen arbejdede pludselig med varme leads i stedet for tilfældige klik.

Et andet eksempel er en webshop hvor ét produkt trak størstedelen af omsætningen. De brugte det samme annoncebudget på hele sortimentet uden at prioritere det der solgte.

Jeg byggede en segmenteret kontostruktur målrettet de søgeord og kampagner der havde høj ROAS. Vi fjernede støjen, flyttede budgettet derhen hvor det gjorde en forskel, og brugte annonceudvidelser til at fremhæve hurtig levering og tilfredshedsgaranti.

Resultatet blev 60 procent mere omsætning på otte uger med samme budget, og en kunde der fik ro i maven fordi omsætningen kom stabilt ind.

Kort opsummeret
  • Resultatet skal kunne mærkes på bundlinjen, ikke kun i klik.
  • Klik og visninger rækker ikke. Konverteringer og ROAS viser hvad du får igen.
  • De rigtige nøgletal afhænger af din forretning, ikke af Googles standardtal.
  • Sporing, strategi og struktur skaber resultaterne sammen.
  • Små justeringer flytter meget i kampagnestruktur og på landingssider, uden at budgettet stiger.
  • Målet er stabil omsætning, lavere pris per lead og flere relevante henvendelser.

Vil du have mere om Google Ads i indbakken?

Du får konkrete erfaringer fra de konti jeg arbejder i: hvad der sænker klikprisen, hvilke indstillinger der spiser budgettet i stilhed, og hvad Google ændrer uden at sige det højt.

Du bliver tilmeldt mit nyhedsbrev
05

Hvornår giver det mening at få hjælp til Google Ads?

Google Ads bliver hurtigt komplekst. Ikke fordi det er teknisk svært at sætte op, men fordi det kræver overblik, strategi og erfaring at få noget ud af det.

De færreste virksomhedsejere har tid til at nørde med budstrategier, annoncetekster og konverteringsdata i en travl hverdag. Der giver hjælp mening.

Formålet er ikke at sende opgaven væk og håbe på det bedste, men at få en medspiller der forstår hvad du vil med forretningen og kan omsætte det til en strategi der virker.

Mange tøver fordi de tror det bliver for teknisk, for dyrt eller for uhåndgribeligt. Samarbejdet skal gøre det mere overskueligt. Min rolle er at tage det komplekse og gøre det konkret.

Herunder gennemgår jeg hvad du bør overveje inden du hyrer en specialist, og hvordan et samarbejde ser ud i praksis.

Hvad skal du overveje, før du hyrer en specialist?

Stop op og spørg dig selv hvad du vil have ud af Google Ads. Ikke alle virksomheder har brug for det samme, og mere trafik er ikke altid svaret.

Det første jeg spørger nye kunder om er: “hvordan tjener du penge, og hvor vil du gerne hen?

Står det ikke klart, bruger vi tid på at finde svaret sammen, fordi det er grundlaget for hele strategien. Er målet leads, arbejder vi med sporing og konverteringsoptimering.

Er målet salg, kigger vi på ROAS og på hvilke produkter der skal prioriteres.

Tre ting er værd at overveje inden vi går i gang:

  • Har du et klart mål med annonceringen, eller skal vi definere det sammen?
  • Har du data at arbejde med i form af konverteringer, webshop eller CRM, eller starter vi fra bunden?
  • Har du tidligere erfaring med Google Ads?

Der er ikke noget rigtigt eller forkert udgangspunkt. Jeg arbejder både med virksomheder der har haft et bureau, og med dem der aldrig har kørt en annonce. Det vigtigste er at vi er ærlige om udgangspunktet og enige om målet.

Hvordan samarbejder jeg med mine kunder?

Det starter altid med en snak. Ikke om klik og søgeord, men om forretning. Jeg skal forstå hvad du laver, hvem dine kunder er, og hvad der virker for dig. Først derefter kigger vi på Google Ads.

Onboardingen er enkel. Jeg går kontoen igennem og kortlægger hvad der fungerer, og hvor hullerne er. Det kan være manglende sporing, dårlig struktur eller annoncegrupper der skyder med spredehagl. Derfra laver jeg et oplæg, forklaret i et sprog du ikke skal være specialist for at forstå.

Når strategien ligger fast, sætter jeg tingene op: sporing, mål, kampagnestruktur og budstrategi. Alt sammen med afsæt i din forretning frem for i en standardmodel.

Vi har løbende dialog, så du ved hvad der sker og hvorfor. Jeg sender ikke rapporter for rapporternes skyld, men et ærligt billede af hvordan det går, hvad vi har lært, og hvad næste skridt er. Virker noget ikke, siger jeg det. Virker noget, bygger vi videre på det.

Jeg måler ikke på aktivitet, men på resultater. Opgaven er ikke at få dig i gang, men at sikre at det virker.

Kort opsummeret
  • Det kræver tid og erfaring at få det fulde udbytte af Google Ads.
  • En specialist er en medspiller, og samarbejdet skal gøre tingene enklere.
  • Vær afklaret om mål og udgangspunkt, inden arbejdet går i gang.
  • Tilgangen starter med forretningen og ikke med teknikken.
  • Løbende dialog og klare aftaler holder dig opdateret hele vejen.

Skal vi se på din Google Ads-konto?

Med 15 års erfaring i Google Ads finder jeg som regel spild i den første halve time. Du får at vide hvad der reelt kan hentes, også hvis svaret er at kontoen kører fint.

Skriv til mig
FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Ja, hvis du vil supplere den organiske synlighed og tage flere af de klik dine konkurrenter ellers får. SEO og Google Ads arbejder godt sammen når det gøres klogt.
Læs videre

Relaterede artikler